Da jeg hørte begrebet udstillingsanalyse, tænkte jeg umiddelbart, at det lød sjovt, forstået på den måde at det lød underholdende at analysere en udstilling i praksis, når man først havde fået noget teoretisk at gå ud fra.
Rune Gade: "Hvad er udstillingsanalyse?"
Derfor gik jeg engageret i gang med at læse Rune Gades tekst "Hvad er udstillingsanalyse? - biddrag til en diskussion af metodiske strategier i forbindelse med analyser af kunstudstillinger", hvor han også starter med at forklare, at udstillinger bør være "genstand for mere systematiske analyser". Han fremhæver to årsager til dette: at udstillingen er 1) det sted, hvor publikum møder genstande, og 2) en konkret praksisform, hvor æstetiske oplevelser og historisk viden formidles. Skaberne af udstillinger må derfor overveje ikke bare formidlingsmetoden, men også den enkelte genstands status og tidsmæssige relationer.
Men hvad er en udstilling? Ifølge Rune Gade handler en udstilling som minimum om udvælgelse af genstande samt ordningen og præsentationen af disse i et offentligt tilgængeligt rum. Det fundamentale i en udstilling er altså selektion/udvælgelse, ordning/præsentation og tilgængelighed/offentlighed. En udstilling er et medie; en kommunikativ handling, men modsat mange andre medier, består en udstilling af fysiske genstande i stedet for symboler og tegn. Dette vil jeg dog tillade mig at stille spørgsmålstegn ved, da der også findes virtuelle museer og "virtuelle genstande" (f.eks. lyd, tekst og video) på udstillinger. Fordi en udstilling er en kommunikationssituation, er den dynamisk, og forståelsen af udstillingen påvirkes af udstillingens relationer, udsagn og handlinger. Kommunikationsakten er også afhængig af beskueren (eller modtageren?), da denne skaber betydningen af udstillingen, og denne betydning er blandt andet afhængig af beskuerens forudgående viden.
Når et værk indgår i en udstilling, influeres det af de omgivende værker, og derfor består en stor del af arbejdet med at skabe udstilling i bevidst at forme forståelsen af værkerne udstillingens gennem kombination. En analyse af en udstilling må derfor inkludere både de fysiske komponenter og de strategiske komponenter.
Ifølge Rune Gade er der fire hovedspørgsmål, der hører sig til i en udstillingsanalyse:
1: Hvilke genstande er udvalgt til den givne udstilling? Dette inkluderer overvejelser om materialetype, til- og fravalg, events samt tilgængelig information om stedet, udstillingen og værkerne (f.eks. plancher, foldere og audioguides).
2: Hvordan er genstandene organiseret/præsenteret på udstillingen? Herunder kommer udstillingens ordningsprincip: kronologisk, fastlagt rute, labyrintisk rute, perspektiv, tematisk ordning, monografi, medie, ect. Også værkernes påvirkning af hinanden hører hertil.
3: Hvor præsenteres genstandene? Dette gælder geografisk beliggenhed, kulturinstitutionstype (kunstmuseum, galleri, privatmuseum, virtuelt rum), de arkitektoniske rammer og genstandenes ejerforhold (samling, lån, til salg).
4: Hvilken offentlighed har udstillingen? Dette dækker spørgsmål om målgruppe (både intenderet og faktisk), markedsføring, afsender samt motivation bag og intention med udstillingen.
Andre elementer, der påvirker de besøgendes oplevelse på museet er entréafgift, klima, rengøring, toilet- og garderobeforhold samt tilstedeværelsen af en café og en museumsbutik. I forhold til mange af de andre teoretikere, nævner han kun kort, at man også påvirkes af de øvrige besøgende og deres adfærd.
Herfra synes jeg personligt, at Rune Gade lidt taber tråden. Han nævner, at for at foretage en udstillingsanalyse, er det ikke nok blot at liste alle disse elementer op. Og udstillingssituationen er alligevel for kompleks til at analysere i sin helhed, så man bør foretage en afgrænsning og udvælge et aspekt at analysere; at vælge et perspektiv. Af mulige perspektiver kan for eksempel nævnes sociologisk, historisk, antropologisk, æstetisk og diskursanalytisk, men ofte i kombination med hinanden. Ifølge Rune Gade skal en udstillingsanalyse ikke udtømme en udstilling med analyse, men undersøge udsigelsesmulighederne og forholde sig kritisk til dem. Han understreger desuden, at en af udstillingsanalysen udfordringer er, hvordan delen skal afvejes overfor helheden.
Og det er da alt sammen også rigtig, men hele første halvdel af teksten, synes jeg, lægger op til netop en udtømmende fortolkning af en udstilling. Og hvis man vælger at fokusere på et aspekt med et bestemt perspektiv, er det vel ikke en egentlig udstillingsanalyse, men en analyse af et udstillingsaspekt. Og selvom teksten er fuld af gode og grundige overvejelser om udstillinger og analysen af disse, er der ikke i teksten værktøjer til, hvordan man udfører en analyse, der ikke blot er at fortolke udtømmende. Han siger også selv, at det måde er for ambitiøst at nå frem til en analysemodel for udstillinger, da udstillingsanalysen må afspejle den konkrete udstilling. Men han har selvfølgelig heller ikke kaldt teksten "Udstillingsanalyser: Sådan gør du!", men understreger allerede i overskriften, at der er tale om et biddrag til en diskussion om udstillingsanalyser, så måske skal man bare tage den for dét, den er.
Resten af teksten indeholder dog også masser af spændende overvejelser. Hvordan kan udstillingsanalysen få den besøgendes sansede oplevelse med; mødet mellem betragter og udstilling? Betragteren af en udstilling kan ikke kun anses som et par seende øjne, men må opfattes "som en sansende, bevægelig krop". Som han selv beskriver det: "Vi ser ikke udstillinger, vi oplever eller erfarer dem med alle vores sanser, med hele vores krop, og naturligvis via vores bevidsthed og hele vores individuelle ballast af erindringer."
De sidste af mine overvejelser (lige nu) omkring denne tekst handler om, hvad man skal bruge det til. Hvad skal udstillingsanalyser bruges til, og hvem skal foretage dem? Det synes jeg stadig, jeg mangler svar på. Det er selvfølgelig interessant for os studerende, der interesserer os for museumsformidling, at beskæftige os med udstillingsanalyse. Jeg husker også, at en af teksterne snakkede om, at udstillinger for omtale men sjældent anmeldelser, og det kunne mere fokus på udstillingsanalyse måske hjælpe på. Men det vigtigste må være afsenderen. Mange af Rune Gades overvejelser er gode at have i baghovedet, når man laver en udstilling. Og analysen må også kunne bruges til at undersøge, om afsenderen har nået sit mål; blev intentionerne opfyldt? Forstod mormor, hvad det var, der blev formidlet med udstillingen? På den måde bliver det en slags evaluering. Og så er det, at det er svært at finde ud af, hvad ens besøgende har fået ud af en udstilling. Man kan selvfølgelig lave noget empirisk feltarbejde, men det er en udfordring. Oplevelsen og opfattelsen af en udstilling er også meget individuel, og forskellige personer kan endda anskue værker med forskellige diskurser afhængig af deres tidligere erfaring. Min veninde Anna og jeg var uafhængig af hinanden på Louisiana for at se udstillingerne "Yoko Ono" og "Arktis". Anna og jeg er begge i midten af 20'erne, vi har begge en bachelor fra IVA, og vi er begge kandidatstuderende (men på forskellige uddannelser). Alder og uddannelse er naturligvis langt fra alt, der påvirker ens opfattelse af kunst, men mens Anna var vild med "Yoko Ono" og på ingen måde begejstret for "Arktis", var min opfattelse det præcis modsatte. Og min holdning er, at der ikke er én rigtig måde at opfatte kunst på, selvom nogen sikkert vil være uenig i dette.
Rune Gade: "Hvad er udstillingsanalyse?"
Derfor gik jeg engageret i gang med at læse Rune Gades tekst "Hvad er udstillingsanalyse? - biddrag til en diskussion af metodiske strategier i forbindelse med analyser af kunstudstillinger", hvor han også starter med at forklare, at udstillinger bør være "genstand for mere systematiske analyser". Han fremhæver to årsager til dette: at udstillingen er 1) det sted, hvor publikum møder genstande, og 2) en konkret praksisform, hvor æstetiske oplevelser og historisk viden formidles. Skaberne af udstillinger må derfor overveje ikke bare formidlingsmetoden, men også den enkelte genstands status og tidsmæssige relationer.
Men hvad er en udstilling? Ifølge Rune Gade handler en udstilling som minimum om udvælgelse af genstande samt ordningen og præsentationen af disse i et offentligt tilgængeligt rum. Det fundamentale i en udstilling er altså selektion/udvælgelse, ordning/præsentation og tilgængelighed/offentlighed. En udstilling er et medie; en kommunikativ handling, men modsat mange andre medier, består en udstilling af fysiske genstande i stedet for symboler og tegn. Dette vil jeg dog tillade mig at stille spørgsmålstegn ved, da der også findes virtuelle museer og "virtuelle genstande" (f.eks. lyd, tekst og video) på udstillinger. Fordi en udstilling er en kommunikationssituation, er den dynamisk, og forståelsen af udstillingen påvirkes af udstillingens relationer, udsagn og handlinger. Kommunikationsakten er også afhængig af beskueren (eller modtageren?), da denne skaber betydningen af udstillingen, og denne betydning er blandt andet afhængig af beskuerens forudgående viden.
Når et værk indgår i en udstilling, influeres det af de omgivende værker, og derfor består en stor del af arbejdet med at skabe udstilling i bevidst at forme forståelsen af værkerne udstillingens gennem kombination. En analyse af en udstilling må derfor inkludere både de fysiske komponenter og de strategiske komponenter.
Ifølge Rune Gade er der fire hovedspørgsmål, der hører sig til i en udstillingsanalyse:
1: Hvilke genstande er udvalgt til den givne udstilling? Dette inkluderer overvejelser om materialetype, til- og fravalg, events samt tilgængelig information om stedet, udstillingen og værkerne (f.eks. plancher, foldere og audioguides).
2: Hvordan er genstandene organiseret/præsenteret på udstillingen? Herunder kommer udstillingens ordningsprincip: kronologisk, fastlagt rute, labyrintisk rute, perspektiv, tematisk ordning, monografi, medie, ect. Også værkernes påvirkning af hinanden hører hertil.
3: Hvor præsenteres genstandene? Dette gælder geografisk beliggenhed, kulturinstitutionstype (kunstmuseum, galleri, privatmuseum, virtuelt rum), de arkitektoniske rammer og genstandenes ejerforhold (samling, lån, til salg).
4: Hvilken offentlighed har udstillingen? Dette dækker spørgsmål om målgruppe (både intenderet og faktisk), markedsføring, afsender samt motivation bag og intention med udstillingen.
Andre elementer, der påvirker de besøgendes oplevelse på museet er entréafgift, klima, rengøring, toilet- og garderobeforhold samt tilstedeværelsen af en café og en museumsbutik. I forhold til mange af de andre teoretikere, nævner han kun kort, at man også påvirkes af de øvrige besøgende og deres adfærd.
Herfra synes jeg personligt, at Rune Gade lidt taber tråden. Han nævner, at for at foretage en udstillingsanalyse, er det ikke nok blot at liste alle disse elementer op. Og udstillingssituationen er alligevel for kompleks til at analysere i sin helhed, så man bør foretage en afgrænsning og udvælge et aspekt at analysere; at vælge et perspektiv. Af mulige perspektiver kan for eksempel nævnes sociologisk, historisk, antropologisk, æstetisk og diskursanalytisk, men ofte i kombination med hinanden. Ifølge Rune Gade skal en udstillingsanalyse ikke udtømme en udstilling med analyse, men undersøge udsigelsesmulighederne og forholde sig kritisk til dem. Han understreger desuden, at en af udstillingsanalysen udfordringer er, hvordan delen skal afvejes overfor helheden.
Og det er da alt sammen også rigtig, men hele første halvdel af teksten, synes jeg, lægger op til netop en udtømmende fortolkning af en udstilling. Og hvis man vælger at fokusere på et aspekt med et bestemt perspektiv, er det vel ikke en egentlig udstillingsanalyse, men en analyse af et udstillingsaspekt. Og selvom teksten er fuld af gode og grundige overvejelser om udstillinger og analysen af disse, er der ikke i teksten værktøjer til, hvordan man udfører en analyse, der ikke blot er at fortolke udtømmende. Han siger også selv, at det måde er for ambitiøst at nå frem til en analysemodel for udstillinger, da udstillingsanalysen må afspejle den konkrete udstilling. Men han har selvfølgelig heller ikke kaldt teksten "Udstillingsanalyser: Sådan gør du!", men understreger allerede i overskriften, at der er tale om et biddrag til en diskussion om udstillingsanalyser, så måske skal man bare tage den for dét, den er.
Resten af teksten indeholder dog også masser af spændende overvejelser. Hvordan kan udstillingsanalysen få den besøgendes sansede oplevelse med; mødet mellem betragter og udstilling? Betragteren af en udstilling kan ikke kun anses som et par seende øjne, men må opfattes "som en sansende, bevægelig krop". Som han selv beskriver det: "Vi ser ikke udstillinger, vi oplever eller erfarer dem med alle vores sanser, med hele vores krop, og naturligvis via vores bevidsthed og hele vores individuelle ballast af erindringer."
De sidste af mine overvejelser (lige nu) omkring denne tekst handler om, hvad man skal bruge det til. Hvad skal udstillingsanalyser bruges til, og hvem skal foretage dem? Det synes jeg stadig, jeg mangler svar på. Det er selvfølgelig interessant for os studerende, der interesserer os for museumsformidling, at beskæftige os med udstillingsanalyse. Jeg husker også, at en af teksterne snakkede om, at udstillinger for omtale men sjældent anmeldelser, og det kunne mere fokus på udstillingsanalyse måske hjælpe på. Men det vigtigste må være afsenderen. Mange af Rune Gades overvejelser er gode at have i baghovedet, når man laver en udstilling. Og analysen må også kunne bruges til at undersøge, om afsenderen har nået sit mål; blev intentionerne opfyldt? Forstod mormor, hvad det var, der blev formidlet med udstillingen? På den måde bliver det en slags evaluering. Og så er det, at det er svært at finde ud af, hvad ens besøgende har fået ud af en udstilling. Man kan selvfølgelig lave noget empirisk feltarbejde, men det er en udfordring. Oplevelsen og opfattelsen af en udstilling er også meget individuel, og forskellige personer kan endda anskue værker med forskellige diskurser afhængig af deres tidligere erfaring. Min veninde Anna og jeg var uafhængig af hinanden på Louisiana for at se udstillingerne "Yoko Ono" og "Arktis". Anna og jeg er begge i midten af 20'erne, vi har begge en bachelor fra IVA, og vi er begge kandidatstuderende (men på forskellige uddannelser). Alder og uddannelse er naturligvis langt fra alt, der påvirker ens opfattelse af kunst, men mens Anna var vild med "Yoko Ono" og på ingen måde begejstret for "Arktis", var min opfattelse det præcis modsatte. Og min holdning er, at der ikke er én rigtig måde at opfatte kunst på, selvom nogen sikkert vil være uenig i dette.
Din kritik af Gade er for så vidt relevant, men bliver ikke helt skarp nok - her har den personlige blogform ikke samme punch som et veltilrettet akademisk argument. En måde at teste Gades anvendelighed på ville være at applicere hans greb/begreber på en konkret udstilling? De 'virtuelle genstande', du omtaler, lyder i høj grad som Parrys e-tangibles; det ville være på sin plads at inddrage ham her.
SvarSletBestået