Ingemann, Bruno (2000): "Ti teser om museet i samfundet". I Nordisk Museologi nr. 1, 2000 s. 47-55. København: Museumshøjskolen
Ingemann er hovedsageligt fokuseret på historiske museer, men mener også, at teserne kan anvendes på kunstneriske og videnskabelige museer. Han bruger også teserne på det, han kalder "ikke-museer", som Sagnlandet Lejre (tidligere Lejre Forsøgscenter). Ikke-museum er et spændende begreb, synes jeg, men det er nu egentlig bare en strøtanke. Teksten var spændende, men mindede faktisk lidt om et blogindlæg på mange måder med masser af noter mange henvisninger til andre forfattere. Her er mine noter til denne tekst:
1. Museets kan fortælle historier med autentiske ting
En genstand behøver ikke nødvendigvis at være fra "rette tid og rette sted", selvom det ofte er sådan, autentisk bliver defineret. Det handler i højere grad om at skabe en autentisk stemning. I følge Anne Sofie Becker findes der to udstillingstyper: den præsentative og den diskursive type.
2. Autentiske ting præsenteres i en ny sammenhæng
Kulturhistoriske genstande må nødvendigvis have en brugsfunktion udenfor museet, og ved at placere den i et nyt rum og i en ny tid, får den en ny funktion. Michael Braxendall har en teori om, at tre kulturer mødes i en udstilling: 1) idéer, værdier og intentioner fra den kultur, artefakten stammer fra, 2) idéer, værdier og hensigter hos udstillingens skabere, og 3) beskuerens kulturelle bagage. Susan Vogel: "Almost nothing displated in museums was made to be seen in them."
3. Ting kan gestalte en æstetisk oplevelse
Alle udstillinger kan aflæses som ren æstetik; udstillingen selv lægger op til det. Det handler ikke om æstetisk aflæsning af enkelte genstande, det handler derimod om iscenesættelsen af disse. Peter Cornell mener, at gennem filosofens, poetens og kunstnerens blik eller gennem barnets øjne får vi et nyt syn på tingene; "de får tingen til at tale og os til at tale om tingene". Genstande på museet kan virke uvedkommende, men et åbent blik an synliggøre tingene på en ny måde. Autentiske genstande bliver set som modsætninger til imitationer, kopier og forfalskning, men Dean MacCannell ændre kriteriet for autenticitet fra genstandens selv til oplevelsen af denne. Den autentiske oplevelse kan komme af præsentationen af genstanden.
4. Æstetisk oplevelse kan skabes af 'teksten' og af den besøgende
Den æstetiske oplevelse som et område består af fire felter: værdier, emotioner, viden og handling. Vidensfeltet handler både om at anskaffe sig ny viden, men også den viden, som gæsten allerede har, og som aktiveres i oplevelsen. Emotionsfeltet er bindeled mellem mennesker, natur og fysiske objekter samt de sociale relationer og handlinger, der forbindes hermed. Værdifeltet omhandler personlige værdisystemer, normer og moral og disse betydning for reaktionen på udstillingen. Handlingsfeltet drejer sig om vandring i de fysiske rum, berøring af genstande og interaktivitet med knapper, skærme og lignende. Museets kan planlægge at aktivere en eller flere af oplevelsesfelterne, men den konkrete oplevelse er også afhængig af gæstens eget ønske om udbytte: ren underholdning eller læring. Betydningen skabes altså i mødet mellem beskueren og udstillingen.
5. Ting kan ses som et kunstnerisk udtryk - en fortælling
Genstande må ses som et kunstnerisk udtryk/en fortælling. Hvis noget skal italesættes må museets genstande sættes i kontekst, hvor fortællinger kan aflæses gennem genstande, rum, forløb og tekster. En fortælling er ikke blot noget, der ligger i en tekst, det er også et grundlæggende træk hos mennesker, der gør, at vi omsætte oplevelser til indre narrativer/fortællinger. Tomme pladser i udstillingen udfyldes af beskueren for at skabe fortællinger, samtidig med at beskueren genkender og finder sig uenig/enig i de værdier og den viden, som opstilles i udstillingen.
7. En fortælling må kunne skabe mentale billeder
I forlængelse af overstående teori om indre fortællinger, skal en udstillings genstande og tekster også kunne skabe mentale billeder hos beskueren. Billederne skabes, når genstande møder andre genstande og/eller tekster, og sproglige teknikker fra fiktionen indrages.
7. Samfundets fortællinger bygger på myter og symboler
En myte er en fortælling, som en kultur bruger til at forklare og forstå aspekter af virkeligheden eller naturen. Begrebet dækker både primitive myter om liv og død, godt og ondt og mennesker og guder; og mere sofistikerede myter om maskulinitet og feminitet, familie, succes og meget andet. Myter er ikke universelle i en kultur, og selvom man kan tale om dominerende myter, findes der også modmyter, og myter forandres over tid.
8. Museet må kommunikere samfundets fortællinger
Mindre lokalhistoriske museer kan have en tæt relation til de besøgende, og deres formidling kan være meget målrettet og modtagerfokuseret. Større museer er nødt til at være afsenderfokuseret og autoritatativ, da de har ansvar for at formidle samfundets fortællinger. Disse fortællinger er ikke bare, de skal skabes.
9. Museet er i samfundet
Museer i fremtiden har ikke bare genstande; de fortæller historier. Museets rolle er læring, og det lykkes når den besøgende opnår evnen til at føle og tænke. Museerne skal skabe genkendelse; de besøgende skal kunne genkende både genstande og rum, og de skal føle nostalgi.
10. Samfundet er i museet
Borgerne i samfundet skal føle, at deres virkelighed er repræsenteret på museet. Den besøgende skal ikke kun kunne genkende genstande og rum, men skal også kunne relatere sig til symboler og myter.
Ingemann er hovedsageligt fokuseret på historiske museer, men mener også, at teserne kan anvendes på kunstneriske og videnskabelige museer. Han bruger også teserne på det, han kalder "ikke-museer", som Sagnlandet Lejre (tidligere Lejre Forsøgscenter). Ikke-museum er et spændende begreb, synes jeg, men det er nu egentlig bare en strøtanke. Teksten var spændende, men mindede faktisk lidt om et blogindlæg på mange måder med masser af noter mange henvisninger til andre forfattere. Her er mine noter til denne tekst:
1. Museets kan fortælle historier med autentiske ting
En genstand behøver ikke nødvendigvis at være fra "rette tid og rette sted", selvom det ofte er sådan, autentisk bliver defineret. Det handler i højere grad om at skabe en autentisk stemning. I følge Anne Sofie Becker findes der to udstillingstyper: den præsentative og den diskursive type.
2. Autentiske ting præsenteres i en ny sammenhæng
Kulturhistoriske genstande må nødvendigvis have en brugsfunktion udenfor museet, og ved at placere den i et nyt rum og i en ny tid, får den en ny funktion. Michael Braxendall har en teori om, at tre kulturer mødes i en udstilling: 1) idéer, værdier og intentioner fra den kultur, artefakten stammer fra, 2) idéer, værdier og hensigter hos udstillingens skabere, og 3) beskuerens kulturelle bagage. Susan Vogel: "Almost nothing displated in museums was made to be seen in them."
3. Ting kan gestalte en æstetisk oplevelse
Alle udstillinger kan aflæses som ren æstetik; udstillingen selv lægger op til det. Det handler ikke om æstetisk aflæsning af enkelte genstande, det handler derimod om iscenesættelsen af disse. Peter Cornell mener, at gennem filosofens, poetens og kunstnerens blik eller gennem barnets øjne får vi et nyt syn på tingene; "de får tingen til at tale og os til at tale om tingene". Genstande på museet kan virke uvedkommende, men et åbent blik an synliggøre tingene på en ny måde. Autentiske genstande bliver set som modsætninger til imitationer, kopier og forfalskning, men Dean MacCannell ændre kriteriet for autenticitet fra genstandens selv til oplevelsen af denne. Den autentiske oplevelse kan komme af præsentationen af genstanden.
4. Æstetisk oplevelse kan skabes af 'teksten' og af den besøgende
Den æstetiske oplevelse som et område består af fire felter: værdier, emotioner, viden og handling. Vidensfeltet handler både om at anskaffe sig ny viden, men også den viden, som gæsten allerede har, og som aktiveres i oplevelsen. Emotionsfeltet er bindeled mellem mennesker, natur og fysiske objekter samt de sociale relationer og handlinger, der forbindes hermed. Værdifeltet omhandler personlige værdisystemer, normer og moral og disse betydning for reaktionen på udstillingen. Handlingsfeltet drejer sig om vandring i de fysiske rum, berøring af genstande og interaktivitet med knapper, skærme og lignende. Museets kan planlægge at aktivere en eller flere af oplevelsesfelterne, men den konkrete oplevelse er også afhængig af gæstens eget ønske om udbytte: ren underholdning eller læring. Betydningen skabes altså i mødet mellem beskueren og udstillingen.
5. Ting kan ses som et kunstnerisk udtryk - en fortælling
Genstande må ses som et kunstnerisk udtryk/en fortælling. Hvis noget skal italesættes må museets genstande sættes i kontekst, hvor fortællinger kan aflæses gennem genstande, rum, forløb og tekster. En fortælling er ikke blot noget, der ligger i en tekst, det er også et grundlæggende træk hos mennesker, der gør, at vi omsætte oplevelser til indre narrativer/fortællinger. Tomme pladser i udstillingen udfyldes af beskueren for at skabe fortællinger, samtidig med at beskueren genkender og finder sig uenig/enig i de værdier og den viden, som opstilles i udstillingen.
7. En fortælling må kunne skabe mentale billeder
I forlængelse af overstående teori om indre fortællinger, skal en udstillings genstande og tekster også kunne skabe mentale billeder hos beskueren. Billederne skabes, når genstande møder andre genstande og/eller tekster, og sproglige teknikker fra fiktionen indrages.
7. Samfundets fortællinger bygger på myter og symboler
En myte er en fortælling, som en kultur bruger til at forklare og forstå aspekter af virkeligheden eller naturen. Begrebet dækker både primitive myter om liv og død, godt og ondt og mennesker og guder; og mere sofistikerede myter om maskulinitet og feminitet, familie, succes og meget andet. Myter er ikke universelle i en kultur, og selvom man kan tale om dominerende myter, findes der også modmyter, og myter forandres over tid.
8. Museet må kommunikere samfundets fortællinger
Mindre lokalhistoriske museer kan have en tæt relation til de besøgende, og deres formidling kan være meget målrettet og modtagerfokuseret. Større museer er nødt til at være afsenderfokuseret og autoritatativ, da de har ansvar for at formidle samfundets fortællinger. Disse fortællinger er ikke bare, de skal skabes.
9. Museet er i samfundet
Museer i fremtiden har ikke bare genstande; de fortæller historier. Museets rolle er læring, og det lykkes når den besøgende opnår evnen til at føle og tænke. Museerne skal skabe genkendelse; de besøgende skal kunne genkende både genstande og rum, og de skal føle nostalgi.
10. Samfundet er i museet
Borgerne i samfundet skal føle, at deres virkelighed er repræsenteret på museet. Den besøgende skal ikke kun kunne genkende genstande og rum, men skal også kunne relatere sig til symboler og myter.
Så hvad tænker du at man/du kan bruge Ingemanns teser til?
SvarSlet